VOSTRUP-ELEV: Lorem Ipsum

HAJ!!!!! - Et grin der med sin overbevisning og glæde, umuligt ville kunne væltes af selv den værste ulykke.

KYLLL KYLLLLL KYLLL!!!! - Et blik der med en indtrængende skrøbelighed og styrke, fylder selv den mest sørgmodige med glæde.

Mange af jer har sikkert ingen anelse om, hvad fanden jeg fabler om, nok fordi man skal være til stede i oplevelsen for egentligt at forstå, hvilke følelser er på spil, når man snakker holdforestillingen Lorem Ipsum.

Alligevel har jeg sat mig for at give jer et indblik.

Endelig... efter noget man skulle tro var en evighed, fik vi udleveret manuskriptet. Vægten i mine hænder, da jeg hurtigt bladre rundt i den, virker fortryllende, eftersom at mulighederne i en bare så lille mængde papirer er enorme.

På manuskriptet står der med umådeligt fine ord - kan du gætte det? Uden titel - hvilket på en måde virker mere skuffende end noget andet, altså hvis ikke de filosofiske perspektiver i sådan en anti-titel tages til kende, realiteten var lidt noget andet. Efter at have læst det intet mindre end Absurd set fantastiske stykke, skulle vi selvfølgeligt i fællesskab finde ud af hvad forestillingen skulle hedde, og sådan blev vi hurtigt sorteret ind i forskellige grupper med hvert deres respektive ansvar og job angående forestillingen, scenografi, kostume, plakat og i mit tilfælde at finde ud af hvad fanden der foregår blandt ordene, der væltede rundt i manuskriptet som en fordrukken hvalp.

Først godt inde alt dette fik vi rollerne udleveret, eller nu hvor jeg tænker over det - ikke rigtigt - så nemt måtte vi på ingen måde slippe. I stedet skulle vi skrive en afhandling om hvilken rolle vi ønskede - i prioriteret rækkefølge. Derefter skulle man tro det var muligt at slippe de efterhånden indoktrinerede teaterelever!!!, men ak og ve nej. Med kort notits skulle vi til optagelsesprøve, som indbefattede at læse et tekststykke op fra den respektive karakter.

Okay fint. Jeg indrømmer gerne, at jeg med et tilbageblik elsker denne metode at afvikle en rollefordeling på, vi fik forholdsvist hurtigt sat os ind i stykket og de forskellige karakterer, da det simpelthen var nødvendigt for at opnå den ønskede rolle. Personligt har jeg aldrig oplevet at lære en monolog uden ad på så kort tid.

Meget hurtigt, mærkedes noget helt nyt. Et engagement uden lige spredes i blandt os alle. Lige så snart jeg løftede kuglepinden og skulle til at oversætte betydningen af "matricens ydereligere elementer" var det som om alt gik op i en højere enhed. Det, at vi alle var sammen om at skabe den uden sammenligning bedste forestilling nogensinde set på Vostrup, gav hver som en af os styrken til at yde vores bedste, om så det indebar at finde de essentielle kostumer til en hel flok skuespillere - eller løfte en kuglepind fra papiret.

Lige så snart vi stod og øvede på scenen skete der for alvor en magi, jeg længe ikke har oplevet. Det var som vi alle smeltede sammen. Det lyder muligvis en anelse sentimentalt, men der sker virkeligt nogen når man sammen står på en scene og øver. Det er de små uforudsigeligheder der virkeligt gør der værd at investere sine kræfter - men er uforudsigeligheder ikke fejl? Svaret er et stort og dejligt "ja!", eftersom man for alvor mestrer teater, eller nu hvor jeg tænker over det, ALT! ved at fejle, altså selvfølgelig på længere sigt. Det er for surt at give sig til det på scenen, jeg fraråder det i hvert fald stærkt! Nej, hvad jeg mener er, at det er vigtigt at skabe den rette atmosfære, hvilket med et tilbageblik giver plads til det sjove og især uforudsigelige. Dette har i hvert fald forsaget særdeles komiske øjeblikke; om så det har været en tilnærmelsesvis død lille Milfred, der i alt uforstålighed åbner øjnene og udråber et indeklemt HAJ!!! - En teaterlærer, der i et forsøg på at få musikelevernes opmærksomhed tager en hånd på hovedet og udråber kylll kylll kylll!!!

I Sidste ende er det ikke det fine flotte og fejlfrie teater-stykke som bliver husket, frem for de helt og aldeles smukke øjeblikke af rene og skære Fejl, som mere end noget andet gør os menneskelige.

Et grin der med sin overbevisning og glæde umuligt ville kunne væltes af selv den værste ulykke.

Et blik der med en indtrængende skrøbelighed og styrke, fylder selv den mest sørgmodige med glæde.