Det føles mærkeligt at være tilbage. Hjemme. Gangene og
klasselokalerne har ikke ændret sig. De er næsten som vi forlod dem. De har
aldrig føltes mere tomme. Den nemmeste måde jeg kan forklare det på ville nok
være et hus. Dit hus, den der følelse man får når man træder over dørtærsklen
er noget helt specielt. Prøv at forestil dig dette hjem. Dit. Uden din familie.
Tomt ikke? Se, den familie du havde før, er nu skiftet ud med en ny.
Jeg vidste udmærket godt hvad jeg gik ind til da jeg
startede her. Netop det at stedet, hjemmet var det samme, men min “gamle”
familie ikke ville være en del af mit hjem mere. Helt nye ansigter fylder nu
min hverdag. Det var, er, svært at vænne sig til. Men jeg må indrømme, tiden
her, i det nye, har været som et eventyr. Jeg kan opleve hele det gamle eventyr
på ny, se alle tingene med helt nye øjne. Disse mennesker, min familie nu, vil
meget snart havde en meget større betydning. Ligesom dem før. Som stadig har en
helt speciel plads i mit hjerte. De har alle vinger nu, flyver deres egne veje.
Og når de så får tid, flyver de måske forbi. Forbi til det hjem jeg vil kalde
for vores. Gamle og nye. Ligegyldigt. Vi deler dette hjem, fra nu af og til
evig flyvetur. Tak, Vostrup. Jeg ved, at årene før, nu og lige om lidt, vil
være her hos mig for altid.
-Anne Mohr
Ingen kommentarer:
Send en kommentar