fredag den 14. november 2014

Forældreweekend, koncert med Røgsignal og mere

Hej alle sammen!

Undskyld for det manglende indlæg i sidste uge. Vi havde travlt med at gøre klar til vores forældeweekend, som blev afholdt sidste weekend.

Endnu engang har vi haft en uge med en masse dejlige og mindeværdige oplevelser. I sidste weekend var skolen fyldt op med vores forældre. De var her et døgn, hvor de fik lov til at opleve livet på vores efterskole. Vi startede ud fredag aften med en dejlig middag. Derefter skulle vores forældre prøve kræfter med noget af det, vi går og laver i hverdagen: Kor, teater og dans. Det endte ud med nogle sjove fremvisninger! Efter aftenkaffen var det vores tur til at vise dem, hvad vi arbejder med. Lørdag stod på forældresamtaler med vores kontaktlærere. I ventetiden havde vi lavet underholdning til forældrene i de forskellige klasser. Der var speeddating, kor, teaterlege, varulv-leg, digtskrivning og meget mere. Det hele sluttede af med forestillingen ”SLUT” af Drakomir (en teaterforening fra Ribe). Resten af weekenden, da forældrene var taget hjem, blev brugt på at slappe af.

Mandag aften var der koncert med Røgsignal+, et band kun med instrumenter og særligt for denne tour en forfatter. Musikken var varieret, selvom de brugte de samme instrumenter i alle sange. De sjove og anderledes titler på sange skabte forskellige billeder i hovedet, og oven i det sad forfatteren og skrev til. Ord som vi så på en storskærm. Forfatteren læste højt, og det drejede sangene 360 grader. De var helt vildt dygtige og fantastiske, og vi kan kun opfordre til at tjekke dem ud.

Torsdag aften havde vi Tommy Nielsen på besøg. Han skulle egentlig optræde med en monolog om Grækenland, men han endte i stedet med at lave stand-up, der handlede om os elever og lidt om ham selv.

Os elever, der er på hold 3, er så småt begyndt på vores holdforestilling. Det er den første holdforestilling på skolen fra vores årgang. Den skal vises den 17. og 18. december, så husk at sætte et kryds i kalenderen. Vi vil så gerne have, at I kommer og ser os. Der vil selvfølgelig komme flere informationer om forestillingen, når vi kommer tættere på.

Læs med igen i næste uge.






Skrevet af: Annie Grim Balsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar