fredag den 24. oktober 2014

Så kom vi endelig tilbage til Vostrup.

Spændingen begyndte at bygge sig mere og mere op indeni op til, at vi skulle tilbage på skolen. Det har været for længe siden, vi har set hinanden. Også selvom nogle af os så hinanden i ferien. Det er ikke helt det samme at være hjemme mere.

Vi sparkede efterårsferien i gang med en fantastisk elevfest. Jeg sidder selv i festudvalget, og vi (specielt) havde ventet på den dag længe, efter lidt over en måneds forberedelse. Vi var så glædeligt overrasket af et fantastisk elevhold, der respekterede de regler, vi havde sat og passede på hinanden, så alle fik en god fest. Vi havde også super gode forældre, der bakkede op omkring festen, og som kom med god feedback efter festen.

Men nu er vi tilbage. Og det er en fantastisk følelse. At høre alle fortælle om deres ferier og snakke om alt det, der ikke var blevet snakket om efter festen. Det er sjældent, at man faktisk glæder sig til at komme i gang med skemaet igen, men alle er rigtig klar på at komme i gang med den næste periode.

Nu er vi på vej tilbage til de gamle vaner, med morgentur og lange dage. Det er dejligt at mærke Vostrup energien igen og komme tilbage på værelset, som føles mere som mit, end det jeg har tilbage i Aarhus. Man kan mærke den entusiasme, som stadig er der efter næsten en uge. Det har været dejligt at komme tilbage til de dejlige lærere og starte undervisningen igen. Jeg er blevet afhængig af den følelse, at glæde sig til undervisning. Den følelse kan man bare ikke få nok af.

Alle billederne fra vores første elevfest kan ses på Sky Sounds Facebookside. Klik her for at se dem.









Skrevet af Siv Fisker 

Pst! Gå ikke glip af næste indlæg på fredag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar